OM TEATERREFUSION.DK

Teaterrefusion.dk er en digital ansøgningsplatform. Her kan kommuner og kommunale institutioner ansøge om refusion, der bliver udbetalt, når den refusionsgodkendt forestilling har været vist og er betalt.

Læs mere om refusion til kommuner og kommunale institutioner

Find refusionsgodkendte forestillinger på enten Den Røde Brochure Online eller Teaterguiden.online.

Om refusionsordningen

Formålet med refusionsordningen er at støtte kommunale institutioner, der køber refusionsgodkendte forestillinger, så børn og unge i hele Danmark har mulighed for at opleve professionel levende scenekunst.

Refusionsordningen støtter indirekte professionelle teatre, scenekunstgrupper og producenter af scenekunstforestillinger, hvis forestillinger er godkendt til refusion.

En forestilling som teatre eller producenter har produceret med økonomisk støtte i henhold til lov om scenekunst, er automatisk godkendt til at kunne udbydes med refusion. Andre producenter af scenekunst kan søge Statens Kunstfond om godkendelse af deres forestillinger til refusionsordningen.

Hvem står bag teaterrefusion?

Kulturministeriet har iværksat omlægningen af den statslige refusion fra én årlig refusion til løbende straksrefusion. Omlægningen er et resultat af aftale af 16. juni 2021 om forsøgsordning for straksrefusion af køb af børne- og ungdomsteater mv. som er kædet sammen med aftalen om Finanslov for 2021, hvor Regeringen og de øvrige partier bag finansloven (SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet) blev enige om at afsætte 20 mio. kr. årligt i 2021-2024 til ungdoms- og børneteater.

Aftalen medfører dels, at den hidtidige refusionsordning der retter sig mod kommunerne omlægges til straksrefusion. Det vil gøre ordningen mere nærværende for de kommunale indkøbere og føre til, at flere børn og unge får mulighed for at opleve levende scenekunst og lette administration af ordningen i kommunerne. Refusionen skal søges elektronisk, hvilket også vil lette processen for ansøgerne.

Som noget nyt bliver det samtidig muligt for de fleste ikke-kommunale institutioner for børn og unge at få refusion i forsøgsperioden. I perioden 2021-2024 afsættes en pulje på i alt 38,5 mio.kr. Ansøgere til puljen vil kunne få dækket op til 50 procent af udgifterne til køb af en forestilling. Det giver mulighed for, at f.eks. flere børn og unge på ungdomsuddannelser, i private daginstitutioner og på private skoler får mulighed for at opleve levende scenekunst.

Den selvejende institution Scenit administrerer alle ansøgninger om refusion, der bliver oprettet på teaterrefusion.dk. Scenit har ansvar for udvikling og vedligeholdelse af teaterrefusion.dk.